Strib fra færge – og stationsby til villaby

af Søren Hechmann Andersen

Frederik III grundlægger byen

I 1650 blev det besluttet at anlægge fæstningsbyer på begge sider af Lillebælt. På den måde kunne man kontrollere sejltrafikken gennem Lillebælt, og de fæstninger kunne gensidigt støtte hinanden i tilfælde af krig. Fredericia blev til noget, men den planlagte fæstning på fynssiden, Sophieodde, blev ikke til mere end en ringvold med bastioner, hvoraf der nu kun er svage spor. Men der blev oprettet et færgeri, som virkede frem til 1866, og det havde både et landbrug og et fiskeri. Frem til midten af 1800-tallet var der på Strib kun bebyggelse omkring færgegården, og resten af halvøen lå hen med kratskov og overdrev. Navnet Strib er afledt af en stribe skov.

Strib blev en rigtig stations og færge by

I 1863 fik amtmand Orla Lehmann ændret regeringens beslutning om, at jernbanen fra Nyborg over Odense skulle gå til Middelfart, så den i stedet skulle gå til Strib, og at der skulle være færger mellem Strib og Fredericia. Det blev man meget sure over i Middelfart! Lehmann gjorde det for at skabe mere liv i Fredericia, som med sit lille opland sakkede bagud i forhold til Vejle og Kolding. I 1866 var banen ført til Strib, og der var en stor jernbanestation ved færgelejet. Dette anlæg fungerede med mange udvidelser frem til indvielsen af den første Lillebæltsbro i 1935. Heller ikke dette tiltag førte i begyndelsen til ret meget byggeri på Strib, fordi der ikke var mange passagerer og ikke meget gods. Det var først i 1880’erne, da der kom gang i eksporten af smør og bacon til England over Esbjerg – anlagt 1878 – at der skulle ansættes mange funktionærer. De fleste bosatte sig i Fredericia, men omkring 1900 kom der en brugs og en bager i Strib, så man kunne bo i byen. Funktionærerne byggede i området omkring færgeriet, på Sønder Alle, Scharlingsvej og Vestergade. Omkring 10 år senere opførtes mange småhuse, i en typisk stationsbystil i rødt tegl med brede gesimser omkring vinduerne. Mange af dem er der endnu.

Scharling satte gang i byen

Men så skete der noget, som satte gang i byen. Borgmesteren i Fredericia, C.L. Scharling, havde et problem: folk hobede sig op i byen, fordi det af militære hensyn var forbudt at bygge uden for voldene, man skulle jo kunne se og beskyde fjenden fra voldene. Forbudet blev først ophævet i 1917, da Fredericia kommune købte voldterrænnet. Borgmesteren dannede i 1898 et konsortium af bygmestre med det formål, at få fredericianerne til at bygge på Strib - og sikkert også for at tjene penge. Og for at gøre det ekstra tillokkende at flytte til Strib, opkøbte de færgegården med et meget stort tilliggende af jord, ombyggede det til et badehotel, nu det store palæ på Vestergade 2a, med anneks og en koncertpavillon, som kunne huse 6 -700 mennesker. Her optrådte de store kunstnere fra København om sommeren, og Strib blev et lille Skagen. Det varede frem til slutningen af første verdenskrig. De rige byggede kæmpe sommerhuse på Nørre Alle bl.a. nr. 39, 41, 43, 45 og 47. De er der også endnu. Færgegårdens landbrug flyttede ud i den sydøstlige ende af ejerlavet og blev til Stribgården på Strib Landevej.

Så kommer der gang i byggeriet

Scharling - konsortiet gik konkurs i 1907, og dermed var der andre, der kunne bygge i Strib. Og så gik det stærkt. Næsten hele det ”gamle” Strib imellem Scharlingsvej og kirken på begge sider af Vestergade blev bebygget mellem 1915 og 1930. Alene fra 1917 - 18 blev der opført 60 huse. Efter 1920 blev det tilladt at starte alle slags butikker på Strib, forbudet var et levn fra de gamle købstadsrettigheder. Et stort sommerhusområde blev udstykket fra 1915 i området, hvor Gl. Slotsvej og Nørre Alle møder hinanden.

Stribs tornerosesøvn

De dårlige økonomiske forhold i trediverne påvirkede byggeriet, og det blev ikke bedre, da den Gamle Lillebæltsbro blev åbnet i 1935. Færgeriet og stationen blev nedlagt, og mange funktionærer flyttede eller blev pensionerede. Så kom Anden Verdenskrig og Strib lå meget stille hen i de 40 år fra omkring 1930 til omkring 1970. Pessimismen var dog ikke lige dyb hos alle. De fleste villaer mellem Den nye Bro og Rudbæksbanke blev bygget i 1930’erne, og sommerhuse skød op i samme periode på Dæmningen og Provstebakken. I halvtresserne kom der bl.a. på færgeterrænnet to industrier til, som beskæftigede mange mennesker.

Den store folkevandring

Endelig vågnede Strib af sin lange dvale. I 1967 solgte Stribgården sin jord, og i resten af tresserne og halvfjerdserne byggedes der på dennes og de omliggende jorde ca. 600 parcelhuse, der var kun 400 i det gamle Strib. Tendensen kunne ses i hele landet. I tresserne og halvfjerdserne blev der bygget lige så mange huse i Danmark, som der var bygget de sidste 800 år! Først i tresserne sad der en stor befolkningsgruppe i dårligt vedligeholdte lejligheder i byerne og følte, at de blev plukkede af skattevæsnet, fordi de ikke som husejere kunne trække deres renter fra i skat. Mange af dem var fra de store årgange 1942 - 47 og andre, der arbejdede i landbruget, blev overflødige efter mekaniseringen, og søgte ind til byerne. Tiden blev kaldt den store folkevandring. Priserne på huse tidobledes fra 1960 – 80, det gav en stedse større friværdi, som omsattes til bil, tv og udlandsrejser. Renten steg til omkring 20 %, men det udlignedes i rentefradraget.

Festen var slut

Men festen fik en ende hen mod firserne. Fradragsretten for ejendomsskatten blev langsomt aftrappet, rentefradraget faldt fra 70 – 50 %, inflationen aftog, huspriserne faldt, man skulle præstere større udbetaling, og begrebet havregrynskvarterer opstod. Nu kunne man mærke et lån med 20 % rente! Så var det slut med at bygge huse, og i stedet måtte man oprette andelsboligforeninger: Toppen, Skovlunden, Strandparken og Brændeskovhaven. Eller man kunne søge ind i Boligselskabet af 1945 som opførte boliger på Sønder Alle, Münstervej, Idrætsvej og senere på Emil Reesens Vej.

Den fuldt udbyggede villaby

Først i 1990 skete der noget igen. Rundt omkring skød flotte arkitekttegnede villaer frem, og da de to industrier på havneterrænnet: Eltin og Sværtek blev nedlagt i henholdsvis 1996 og 2003, åbnedes der for et mondænt byggeri i det område, som før havde lavstatus, og vi fik også en marina. Et stort område på Brændeskovvej blev bebygget omkring 2000, og i 2013 -14 blev det sidste grønne område i det gamle Strib, Stadion, udstykket. Nu går det lidt langsommere, men ikke mindre interessant. Huse rives ned og erstattes af prægtige og meget moderne huse, og talrige huse moderniseres. Strib er i dag en villa og parcelhus by, hvor man skal lede meget efter spor af den gamle stations – og færge by.

Strib som turistby

Der er næppe mange turister, som tager til Strib for at opleve byen. Den er ikke umiddelbart noget særligt. Vi har et flot automobilmuseum, vi har Prins Henriks skulptur, vi har dejlige omgivelser som Staurbyskov, Røjle Klint, en strand med koldt vand, en marina, vi har tre eksklusive forretninger, men man skal have en guide med rundt i byen, for at blive grebet af Stribs spændende udvikling.

(Strib, i november 2014)

Bøger om Strib

• Andersen, Søren Hechmann, 1992: Stribbogen – på opdagelse i det gamle Strib. Udgiverselskabet i Middelfart
• Andersen, Søren Hechmann, 2009: Strib – nu og før. Middelfart Sparekasse
• Dragsbo, P. og H. M. Hansen, 1996: Middelfart fra færgeby til broby. Odense Universitetsforlag
• Petersen, Åge, 1971: Strib i færgernes og jernbanens tid. Udgiverselskabet i Middelfart